Fortsæt til indhold

Var efterlyst for drabsforsøg i midtbyen: Nu er han tilbage i Aarhus

En 26-årig mand skal i grundlovsforhør to år efter anholdelse.

Krimi

Han forsøgte at slå en mand ihjel på Åboulevarden i august 2021.

Efter overfaldet i Aarhus kom manden hurtigt i politiets søgelys, hvorefter de udsendte en efterlysning med mandens navn og billede.

En måned senere blev han anholdt i Portugal og varetægtsfængslet. Her har manden siddet bag tremmer de seneste to år for lovovertrædelser, som den nu 26-årige har begået i udlandet.

Ifølge det portugisiske medie CM blev den 26-årige mand anholdt, fordi han var mistænkt for med en kniv at have stukket en 40-årig mand adskillige gange på gaden i Portugals hovedstad, Lissabon. Han har sidenhen været for en portugisisk dommer, som har varetægtsfængslet ham og sigtet ham for drabsforsøg.

Sagen ligner den, som den 26-årige mand er mistænkt for i Aarhus. Her udviklede et slagsmål på Åboulevarden sig i midten af august 2021 til, at en 33-årig mand blev stukket ned og efterfølgende indlagt i kritisk tilstand.

Onsdag 4. oktober blev manden udleveret til Danmark af de portugisiske myndigheder. Derfor fremstilles han nu i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Manden bliver fremstillet med henblik på varetægtsfængsling. Samtidig anmoder anklageren om dørlukning til grundlovsforhøret.