Fortsæt til indhold

Stadig intet spor af 13-årig pige: Forsvundet på fjerde døgn

Politiet oplyser, det stadig leder efter pigen.

Krimi
jro

Opdatering: Politiet oplyser nu, der kan have været en forbrydelse bag pigens forsvinden. Læs mere HER.

13-årige Jashmin Solli Nielsen er stadig ikke dukket op.

Hun er ikke set siden søndag aften i Esbjerg, hvor hun forsvandt fra sit bosted på Jupitervænget

Politiet gik tirsdag ud og efterlyste pigen i offentligheden, men der er altså stadig intet nyt i sagen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag på X.

Torsdag søger hundepatruljer efter spor af den forsvundne pige.

Hundepatruljer afsøgte i løbet af torsdagen nærområdet i Sønderris, hvorfra Jashmin forsvandt søndag aften.

Udover hundene blev der brugt droner i eftersøgningen.

»Vi har derudover talt med en lang række af personer i Jashmins omgangskreds i dag og fulgt op på de mange henvendelser vi har fået. Indsatsen har desværre endnu ikke givet noget afgørende spor. Det er bekymrende, at hun har været væk siden søndag aften og vi opfordrer fortsat til, at man kontakter os, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe os med at finde Jashmin,« siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fortsat ingen indikationer på, at der ligger noget strafbart bag:

»Det betyder, at vi ikke har nogen oplysninger, der peger på, at der er sket noget strafbart. Men vi har ikke lagt os fast på en årsag til, at Jashmin er forsvundet. Vi har hele tiden efterforsket bredt og det fortsætter vi med,« siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Flere henvendelser

Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget mange tip og henvendelser i sagen fra borgere.

»Vi er meget glade for hjælpen og opfordrer borgerne til fortsat at hjælpe os med at finde Jashmin. Vi følger op på alle henvendelser og gør alt hvad vi kan for at finde Jashmin,« siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Jashmin beskrives som:

  • Pige
  • 13 år
  • 160 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Lyst, brunt, langt hår
  • Var sidst set iført hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser samt hvide/guld/sorte Nike-sko

Kort: Google Maps

Har du set Jashmin Solli Nielsen, eller har du oplysninger om, hvor hun kan befinde sig? Kontakt nærmeste politistation på telefonnummer 114.

»Vi er så knuste over dette. Vil I ikke godt allesammen stadigvæk tjekke alt, holde øjne og øre åbne! Vi som familie sætter virkelig stor pris på jeres støtte og delinger,« skriver Jashmins far i et Facebook-opslag.