Patruljevogn under udrykning brager sammen med bil
Ingen er foreløbig sigtet i sagen.
Mandag klokken 14.03 skete der et færdselsuheld i det lysregulerede kryds Vesselbjergvej/Skanderborgvej i Hadsten.
En politipatrulje under udrykningskørsel kom kørende på Skanderborgvej mod nord og stødte i krydset sammen med en anden bil, der kom kørende ad Vesselbjergvej mod vest.
Det skriver Lokalavisen Favrskov.
Østjyllands Politi har ikke nærmere oplysninger, om en af parterne har kørt overfor rødt lys, siden de kørte sammen i det lysregulerede kryds.
Og der er foreløbig ikke sket sigtelse af nogen af bilisterne.
Ifølge politiet kom der ikke nogen personer til skade ved uheldet, og der skete kun mindre materielle skader på patruljebilen og personbilen.
Føreren af personbilen var en 65-årig kvinde.