Fortsæt til indhold

Forfulgte og tvang offer ned i forladt kælder: Angrebet med machete og skruetrækker

Tre unge mænd er tiltalt for en række voldsomme gerninger. De nægter sig skyldige.

Krimi
am

Tre mænd i alderen 18 til 22 år står tiltalt for et uhyggeligt overfald, der fandt sted i det østjyske i begyndelse af januar i år.

I morgen mandag skal sagen så for Retten i Aarhus, og den kommer til at forløbe over flere retsdage.

Og ifølge Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i anklageskriftet, så står de tre unge mænd tiltalt for en lang række af grusomheder.

De skulle bl.a. sammen - og efter en fælles forudgående aftale - have udsat offeret for angreb med machete, skruetrækker og knivstik. Derudover står de også tiltalt for frihedsberøvelse, røveri og trusler på livet.

De tre tiltalte skulle bl.a. have forfulgt offeret i bil fra Brabrand til først Hammel og siden Hinnerup, hvor de stoppede offeret, inden de frihedsberøvede ham ved landsbyen Foldby.

Her skulle de ifølge anklageskriftet bl.a. have presset en machete mod halsen på offeret og sagt, ’du skal dø i dag’. Her truede de også offeret til at køre tilbage til Brabrand, hvor de tvang manden ned i en kælder på et forladt hus og røvede ham for sit hævekort og flere tusinde kroner i kontanter.

Og tre uger senere fik offeret ifølge anklageskriftet en lignende behandling igen.

De tiltalte nægter sig skyldige.