Fortsæt til indhold

Coke - og kolde kontanter: Så kiggede politiet også lige på mandens hjem

Tirsdag fik politiet to mænd i saksen.

Krimi
jro

Politiet fandt tirsdag aften både kokain, poser og kontanter i en bil.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

En 20-årig mandlig bilist blev tirsdag aften klokken 20.27 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Katrinebjergvej i Aarhus N i krydset med Paludan-Müllers Vej.

Politiet valgte at ransage mandens køretøj. Her fandt betjentene - gemt bag et panel under rattet - en frysepose indeholdende flere små salgsklare poser med flere gram kokain.

Foruden kokainen blev den 20-årige mandlige bilist også fundet i besiddelse af et større pengebeløb, og han blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko og besiddelse af narko og anholdt.

Adresse ransaget

Hjemme på mandens adresse foretog politiet efterfølgende også en ransagning, hvor der blev fundet yderligere nogle flere tusinde kroner i kontanter, der formodes at stamme fra salg af narko. Alle pengene blev beslaglagt.

Endnu engang

Senere på aftenen standsede en patrulje en 23-årig mand på Birgittevej i Brabrand, hvor nogenlunde samme historie gentog sig.

Også her blev køretøjet ransaget. Her fandt politiet kokain - og det samme ulovlige stof fandt betjentene også i mandens bopæl, hvor der også blev foretaget en ransagning.

Han blev ligeledes sigtet for besiddelse af narko og anholdt.