Fortsæt til indhold

To elever fundet nærmest bevidstløse i hæk: Nu advarer skolen

Det var medarbejdere fra klubben, der fandt eleverne.

Krimi
jro

To elever fra ottende klasse på Strandskolen blev tirsdag aften fundet nærmest bevidstløse i en hæk.

Nu advarer skolen områdets forældre.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Eleverne blev fundet af skolens klubpersonale, der vurderede, at de to var kraftigt påvirkede.

I en besked på Aula har Strandskolen onsdag informeret forældrene - og samtidig opfordret til at holde øje med eventuelle nye rusmidler og ’misbrugstendenser’ blandt de unge.

Ungdomsklubben, der ligger på skolens område, er ikke en del af skolen, men et tilbud til elever, der er nået over SFO-alderen.

Narkohandlere ved skolen

I 2021 kunne Din Avis Aarhus berette om problemer med narkosalg tæt på skolen.

»De holder ofte i biler på Aldis parkeringsplads (som ligger ved siden af McDonald’s og tankstationen, red.). Det har stået på i flere år,« fortalte en forælder, som ønskede at være anonym, til Din Avis Aarhus, der kender hendes fulde navn.

Dengang sagde skoleleder Morten Holck Jørgensen, at han ikke var bekymret.

Ikke den eneste skole i området

10. oktober kunne Din Avis Aarhus fortælle, at Østjyllands Politi var forbi Risskov Skole.

Politiet havde forinden modtaget en anmeldelse fra en forælder om et ’muligt salg af narkotika eller puff-bars’ tæt ved skolen.

Ingen personer blev dog sigtet.