Endnu en McDonald's udsat for hærværk
Flere ting er blevet ødelagt i McDonald's i Viby ved Aarhus, hvilket sker kort tid efter, at lignende hærværk blev begået mod restauranten i Tilst.
For anden gang i denne måned er en McDonald’s-restaurant i Aarhus Kommune blevet udsat for hærværk. Tirsdag fik Østjyllands Politi således en anmeldelse om, at der natten forinden var blevet begået hærværk mod McDonald’s på Ringvej Syd i Viby.
Ukendte gerningspersoner havde omkring klokken 2 knust en dør ind til restauranten, hvorefter der var blevet knust flere info- og computerskærme.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten, hvor politikredsen skriver, at den nuværende teori går på, at »hærværket kan være politisk motiveret«.
I begyndelsen af november blev McDonald’s i Tilst udsat for et lignende hærværk.
»Som en del af efterforskningen vil Østjyllands Politi undersøge, om der kan være en sammenhæng mellem de to sager,« fremgår det af døgnrapporten.
Hærværket på de aarhusianske fastfood-restaurater finder sted kort tid efter tilfælde andre steder i landet. Her er der bl.a. blevet sluppet levende mus og rotter ind på McDonald’s i Glostrup, Odense og Slagelse.
I en TikTok-video fra angrebet mod fastfood-kæden i Odense kunne man bl.a. læse teksten »Boykot MCD/Israel«.
Verden over har der flere steder været boykot af McDonald’s som følge af konflikten mellem Israel og Hamas. Ifølge CNN begyndte snebolden for alvor at rulle mod den amerikanske fastfood-kæde, da McDonald’s i Israel kort efter terrorangrebet 7. oktober begyndte at dele 100.000 gratis menuer ud til lokalbefolkningen og samtidig tilbød rabatter til soldater og sikkerhedsstyrkerne i Israel.
Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at den nye hærværkssag i Viby bliver efterforsket nærmere.