Politiet er stoppet: Men eftersøgningen af 41-årig Kathrine fortsætter
Ifølge vagthavende ved Sydøstjyllands Politi vil organisationen ”Missing People” gå en runde i området igen i dag.
41-årige Kathrine har været forsvundet siden tirsdag i Bryrup ved Silkeborg, og der er stadig ingen spor efter hende.
Det oplyser den vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi til jp.dk.
Han oplyser desuden, at politiet ikke har tænkt sig at gøre mere i sagen lørdag.
»Som vejret er nu, kan man hverken se noget med en drone eller helikopter, og vi har desværre ingen indikationer af, hvor hun befinder sig. Vores hunde kan heller ikke opspore noget længere,« siger han men tilføjer:
»Vi opfordrer stadig befolkningen til at sende henvendelser, men politiet kan ikke gøre mere nu. Hun har hverken telefon eller hævekort med, så der er heller ingen elektroniske spor at gå efter,« siger han.
Ifølge den vagthavende vil organisationen ”Missing People” dog »gå en runde i området« igen i dag.
Organisationen var også ude og lede efter den forsvundne kvinde fredag.
På Facebook skriver ”Missing People”, at man lørdag leder efter den forsvundne kvinde i tidsrummet fra klokken 12 til 16 i Bryrup-området.