Tre mænd skal ind bag tremmer og spjælde: Sad klar med 10.500 falske pantmærker
En af de tre mænd blev også dømt for forsøg på tyveri fra flere telte på Smukfest. Og alle tre er nu også udvist af Danmark.
Kriminelle, der sidder og kopierer pengesedler, har de flest nok hørt om. Og det er noget i den stil, som tre mænd nu er blevet dømt for ved Retten i Horsens.
Men i sagen fra det østjyske var der dog en lille forskel. Det var nemlig ikke pengesedler, der var blevet forfalsket - men pant-mærkater.
Og mandag blev tre mænd så idømt henholdvis tre og fire måneders fængsel. Foruden pantfalskneriet blev den ene også dømt for at have forsøgt at stjæle fra flere telt på Smukfest i Skanderborg, mens de andre blev dømt for at have tilsneget adgang til festivalen.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i et facebook-opslag og understreger, at der er tale om en speciel sag.
»...ja, man tror det ikke...,« lyder det indledningsvist i politiets opslag.
De tre mænd blev anholdt, omkring midnat 4. august. Her fandt man i en bil parkeret på Bytoften i Skanderborg 10.542 falske ”pant B”-mærker med en værdi på 1,50 kr. pr. stk. - samt 64 falske ”pant A”-mærker med en værdi på 1,00 kr. pr. stk.
Og de blev altså dømt for at have til hensigt bruge de mange pantmærker på dåser og flasker uden dansk pantmærke, for herefter at pante dåser og flasker i danske flaskeautomater, skriver Sydøstjyllands Politi.
De dømte modtog dommen og blev derudover også også udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
»Der kan man bare se - kriminalitet betaler sig ikke!,« skriver politikredsen afslutningsvist.