Mindeord: Gurli Hansen er død

Vores dejlige mor Gurli Hansen er ikke mere.

Mor sov stille og fredfyldt ind i lejligheden på Jasmin i Lillerupparken.

Mor kom oprindelig fra Skibhuskvarteret i Odense. Som ung kvinde flyttede hun til Aarhus og havde forskellige jobs der. Mødte sin mand Henry Hansen, der døde i 1992.

Efter brylluppet flyttede de til Rodskov, hvor der blev bygget værksted og hus. 3 børn kom til Tove , Kirsten og Torben, som vi desværre mistede i 2014.

Mor havde mange interesser. Alt med familien, hus og have. Hun havde altid gang i noget enten inde med hjemmet og den store have med de mange grøntsager og frugten. Der skulle være klar til viktualierummet.

Far blev syg i 1972, og specielt de første seks år derefter kunne han ikke klare sig alene. Lykkeligvis ændrede det sig, så der igen kunne ske aktiviteter både i og uden for huset. De fem børnebørn kom til, hvilket var en stor glæde for dem begge. Begge fulgte aktivt med i, hvad vi hver især lavede. Torben; flyvevåbenet, jagt og fiskeri. Kirsten ved købmanden og alle aktiviteterne hos spejderne. Tove i Horsens i arbejdet med de socialt udsatte og det politiske arbejde.

Mor gav en hånd med, hvor hun kunne. Efter fars død var huset i Rodskov blevet solgt. Der blev købt en andelsbolig i Hornslet. Her begyndte et nyt godt liv. Hvor der nu blev plads til at danse og cykle. I en årrække var hun frivillig i Oasen i Præstemarken mht udlejning mv. sammen med en mere. Et job hun virkelig satte stor pris på. Dertil ikke at forglemme, var hun frivillig i 25 år på Rosengården. Også her var det sang, musik og dans sammen med beboerne, hun satte så stor pris på.

Indtil sin 90 års fødselsdag var mor frisk og med på det meste. En køretur, en ferie i det danske sommerland. Det satte hun stor pris på. Hun fik også lært at sætte pris på tidspunktet omkring kl. 17 i ferietiden. Så var det Gin & Tonic-tid.

Kort efter 90 års-dagen stødte der noget sygdom til, som var hård ved kroppen. Der blev brug for hjælp i hjemmet, i starten ikke så meget, men behovet steg for hjælp.

Det er et afsnit i mors liv og vores med, som stadig gør meget ondt at tænke på. Det mor blev udsat for i sit eget hjem. Så utroligt i dagens Danmark. Selvfølgelig var der både søde, dygtige, faglige og omsorgsfulde personer omkring mor, men der var også de andre, der ikke på nogen måde udfyldte deres plads. De andre der gjorde til trods, så var det nemt for mor at træffe beslutningen om at flytte i plejebolig. For god orden skyld, hun var også egnet til det.

Det blev Lillerupparken i Rønde i det nye byggeri. Mor faldt til med det samme. Igen blev der tid til at deltage i udflugter og aktiviteter. Personalet på Jasmin var og er helt enestående. Uanset, hvem der var på arbejde, var de søde og meget omsorgsfulde. Det, der står tilbage i forhold til personalet og dermed tilbuddet til beboerne i en plejebolig, det er normeringerne. Hvem er dog i deres vildskab kommet frem til, at have så lav en normering, hvor stort set alle beboere har brug for hjælp / er terminale / har corona mv.? Der er også noget med fagligheden. De personer, som er der, hvor fagligheden er i orden, der bliver trukket så hårdt på dem.

Så en dag ville mor ikke mere. Nej tak til at drikke og spise.

Der står meget tilbage, som gør det nemmere at komme igennem tabet og sorgen. Mors milde sind, det gode humør og ikke mindst den skønne humor, som alle hun kom i berøring med, blev smittet med. Så skønt med de mange glade minder og gode stunder.

Stor tak til personalet på Jasmin, der var tæt på mor de seneste døgn. Så faglige og omsorgsfulde. Tak for jer. Også tak til resten af personalet og beboerne, som var med til at gøre de sidste døgn så fredfyldte.

Æret være vores mors minde

På familiens vegne

Kirsten og Tove.