Fortsæt til indhold

Vej igen-igen oversvømmet og afspærret

Tredje oversvømmelse indenfor et par måneder.

Samfund

Århusvej under jernbanebroen i Hinnerup blev i weekenden afspærret på grund af overvsømmelse som følge af megen nedbør. Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at vejen blev afspærret søndag klokken 10.51, fordi bilerne risikerede at sidde fast, hvis de prøvede at køre gennem vandet. Der blev opsat skilte, og trafikken blev ledt uden om strækningen, oplyser politiet.

Favrskov Kommune bekræfter overfor Lokalavisen, at det kraftige regnvejr førte til oversvømmelse af viadukten, der er det laveste punkt i området. Vandet trak sig dog så meget tilbage i løbet af søndagen, at afspærringen igen kunne fjernes og trafikken afvikles normalt.

Det er trejde gang indenfor et par måneder, at vejen ved jernabanebroen/rundkørslen bliver oversvømmet i en grad, så det har været nødvendigt af lukke den. Det skete første gang i begyndelsen af oktober i forbindelse med det ekstreme regnvejr i Østjylland og igen i slutningen af oktober.

Favrskov Kommune er opmærksom på problemet med de for tiden hyppige oversvømmelser af vejen under jernbanen.

»Det er ikke holdbart, hvis vi ser ind i en mere våd fremtid, men der er ingen nemme løsninger,« siger Niels Christian Laustsen, der er afdelingsleder for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune.

Haldum Bæk løber under Århusvej ved jernbanebanebroen, og når bækken løber over sine bredder, ender vandet på vejen og kan ikke komme væk.

»Vi er ved at undersøge, hvad vi kan gøre, og om alt fungerer, som det skal. Vi er også ved at lave målinger i Lilleåen og Haldum Bæk af, om der kan komme mere vand igennem, og om der kan etableres et mindre dige på østsiden af jernbanen. Men det er et vanskeligt sted, for vi kan ikke røre ved jernbanen, og vandet skal ud i Lilleåen på en måde,« siger Niels Christian Laustsen.