Kæmpe container-tyveri: Nu er alle kundernes sommer-dæk forsvundet
AutoMester i Ry har natte til tirsdag været udsat for frækt nattetyveri.
Får du tilbudt billige brugte sommerdæk på fælge, så er der god grund til at være på vagt.
De kan nemlig stamme fra et indbrud hos AutoMester på Bakkelyvej i Ry, der natten til tirsdag 12. december fik opbrudt en container og stjålet 33 sæt dæk på fælge. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet fandt sted i tidsrummet fra mandag klokken 17.30 til tirsdag klokken 6.30. Tyvene har skaffet sig adgang til containeren ved at skære låsen op formentlig med en vinkelsliber, oplyser Finn Elledgaard Nielsen.
»I containeren opbevarers kundernes sommerdæk, mens vinterdækkene er i brug, så det er altså kundernes dæk, der er stjålet. Der er tale om 132 dæk med fælge. Det er både i omfang og vægtmæssigt mere end en almindelig personbil kan rumme. Så har man set en varevogn eller lignende i området i løbet af natten, vil vi meget gerne høre om det,« siger vicepolitiinspektøren.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.