Dennis Knudsen risikerer fængsel: »Den tanke har jeg ikke turdet tænke«
'Nedsmeltning' bruger kendisfrisøren selv om sin opførsel ved Molslinjens færgeleje i Aarhus tilbage i juli.
Læs Lokalavisens live-blog fra sagen HER.
Onsdag var kendisfrisøren Dennis Knudsen på anklagebænken i Retten i Aarhus.
Her stod han tiltalt for for forsætlig fareforvoldelse, hærværk og overtrædelse af færdselsloven, efter han blev afvist ved Molslinjens færgeleje i Aarhus tilbage i juli.
Dennis Knudsen selv har erkendt flere af sagens anklagepunkter - blandt andet hærværket.
Det springende punkt bliver da også, om Knudsen bliver dømt efter straffelovens § 245 og/eller § 252, hvilket kan ende med fængsel.
Havde Dennis Knudsen til hensigt at påkøre Molslinjens medarbejder? Og ramte han hende overhovedet?
Anklager Casper Nørgaard Petersen fremviste i retten overvågningsvideo fra færgelejet. I den fremgår det ikke tydeligt, om Knudsen rammer den pågældende medarbejder.
»Det er derfor, der er indkaldt vidner,« fortalte anklageren i pausen.
De skal så overbevise dommeren og de to domsmænd om, at frisøren - som det fremgår af anklageskriftet - som Lokalavisen.dk har fået aktindsigt i - ”at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter” mod Molslinjens medarbejder.
Selv har Knudsen fortalt i retten, han ikke selv opdagede, at han skal have påkørt nogle personer - og kaldte samtidig sin opførsel den dag i juli for en total ’nedsmeltning’.
Flere vidner kunne dog samstemmende oplyse, de så bilen ramme medarbejderen.
Ifølge anklageren kan en sådan straf afsones med en såkaldt fodlænke.
»Men det er helt op til kriminalforsorgen,« siger Casper Nørgaard Petersen, der også oplyser, at en skyldig kendelse for de overtrædelser så godt som aldrig ender med en betinget dom.
Bliver Dennis Knudsen dømt skyldig efter § 245 og/eller § 252, står han altså til fængselsstraf.
»Det er en tanke, jeg slet ikke har turdet tænke,« sagde hovedpersonen selv i retten.
Torsdag venter forsvarerens og anklagerens procedure.
Det er endnu uvist, om også dommen falder torsdag.