Meget glatte veje: Politiet fraråder fortsat unødig udkørsel
Tænk dig grundigt om, inden du tager bilen.
Østjyllands Politi fraråder fredag morgen fortsat al unødig udkørsel på grund af meget glatte veje.
Det betyder ifølge politiet, at du nøje skal overveje, om det er nødvendigt at køre afsted hjemmefra. Unødig kørsel kan for eksempel være en indkøbstur, besøg hos et familiemedlem eller en tur til fodboldtræning.
Hvis du er nødt til at køre, opfordres du i så fald til at køre i god tid og holde afstand.
Vejdirektoratet oplyser, at der på grund af de seneste dages kraftige snefald og store nedbørsmængder stadig er trafikale udfordringer flere steder i landet. Derudover er der nu frostvejr, og man opfordres til at holde sig opdateret om vejr- og trafiksituationen og de enkelte politikredses anvisninger.
Hvis du skal ud at køre i dag, bør du køre ekstra forsigtigt. Der er risiko for sne- og isglatte veje i hele landet. Hold god afstand, kør i god tid og tag eventuelt tæpper, skovl, mad og drikke med på turen, lyder det videre fra Vejdirektoratet.
Beredskabet arbejder fortsat på at rydde og salte vejene. Du kan orientere dig om trafiksituationen på trafikinfo.dk.