Fortsæt til indhold

Overnattede i hallen: Strandede bilister fik pizzasnegle og madras

To yngre kvinder sov natten over på den store madras i Voldum-Hallens multisal, da snestormen rasede natten til 4. januar.

Favrskov
Følg snestormen direkte i vores liveblog, som løbende bliver opdateret med seneste nyt i tekst, billeder og video her.

Rigtig mange sad fast i sneen i eller omkring Voldum onsdag 3. januar. Derfor traf Michelle Berg og Pernille Almskou Terkildsen hurtigt en beslutning, om at holde Voldum-Hallen og hallens cafeteria åbent hele dagen, aftenen og endda natten.

De to kvinder er henholdsvis halinspektør og assisterende halinspektør i Voldum-Hallen.

Omkring 20 personer fik glæde af hallens varme. To endte endda med at sove der.

»Folk ankom i små grupper, fordi de var blevet samlet op hen ad vejen, men ingen kendte hinanden. Nogle var meget snakkesalige, mens andre måske var lidt i chok. De havde jo også siddet i bilerne i mange timer. Men alle var mega flinke og virkelig glade for husly,« siger Michelle Berg dagen derpå.

De 20 strandede folk tilbragte kortere eller længere perioder i hallen.

»I løbet af dagen fik vi hele tiden nye beretninger om veje, som var åbnet. Så løbende tog folk chancen og kørte videre. Nogle opgav og kom tilbage igen, og andre så vi ikke mere. Vi håber, at de alle nåede frem og ikke sad fast igen,« siger Michelle Berg.

Klokken 22 var alle taget afsted, så de to halinspektører satte et skilt på døren:

»Mangler du ly for snestormen? Ring, uanset tidspunkt,« stod der.

Omkring midnat ringede telefonen. To yngre kvinder, som ikke kendte hinanden, havde brug for ophold.

Michelle Berg, som bor lige over for hallen, skyndte sig afsted og sørgede for pizzasnegle og kaffe til de nødstedte.

»Den ene havde siddet i trafikken i 12 timer og den anden fem timer, og de havde jo hverken fået vådt eller tørt i al den tid,« siger halinspektøren og tilføjer:

»Vi tog så en madras fra redskabsrummet og lagde den inde i vores multisal. Så fandt vi tæpper frem, og jeg hentede to dyner hjemme hos mig selv. Så blev de ellers guidet til toilet og bad, så de selv kunne overnatte.«