Mystisk tyveri: Byggepladser plyndret for brændstof
To lokale byggepladser er hen over den seneste weekend blevet udsat for tyveri af brændstof, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
I perioden fra fredag sidst på eftermiddagen til mandag morgen klokken 6 har ukendte gerningsmænd suget 700 liter diesel op fra en brændstoftank på en byggeplads på Niels Bohrs Vej i Stilling.
»Det er noget, der har taget en vis tid og også krævet et vist køretøj og en tank. Har nogen bemærket noget i området, hører vi gerne fra dem,« siger vicepolitiinspektøren.
Det andet brændstoftyveri er sket i perioden fra fredag klokken 9 til mandag klokken 11. 20. Også her er der tale om et tyveri fra en byggeplads, denne gang på Krøyer Kielbergs Vej i Skanderborg. Her er der forsvundet 320 liter diesel fra en gravemaskine på byggepladsen.