Voldsom brand: Stor lade med halmballer brænder ud
Lade med halm fik lov at brænde ud.
Brandvæsnet kæmpede i sidste uge med en voldsom brand på en gård på Erslevvej ved Nørre Galten. Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen om bygningsbranden onsdag 17. januar klokken 00.39.
»Da patruljen kommer frem, er der store flammer fra en lade, der er fyldt halmballer. Den er overtændt,« fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Samme melding kom fra brandvæsnet, der rykkede ud med alt mandskab fra stationerne i Hadsten og Hinnerup med assistance fra en tankvogn fra Randers.
»Det er en firelænget gård, hvor den ene længe, der er fyldt med halm, er overtændt, da vi ankommer,« fortæller Søren Møller, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
»Det er bedst bare at lade den brænde ud, så vi foretager en kontrolleret nedbrænding, hvor vores opgave består i at begrænse spredningen til de andre bygninger, hvilket lykkedes. Vi redder det, der kan reddes.«
Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt og kom med en redningskran for at fjerne taget på laden, så det bedre kunne brænde og blive afsluttet, fortæller operationschefen.
Efter et par timers voldsom ild var der styr på branden, og det meste af mandskabet kunne drage hjem igen. To mand og en tankvogn holdt brandvagt, indtil man kunne begynde at efterslukke.
Operationschefen kender ikke størrelsen på laden med halmballerne, men vurderet ud fra billeder og video på stedet er der tale om en ret stor lade.
Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden.
Østjyllands Politi kendte ikke brandårsagen og havde ikke haft mulighed for at undersøge den, da Lokalavisen på selve dagen talte med politiet.