Voldsomme sigtelser mod ung mand: Vidnetrusler og ulovlig tvang af mindreårige piger
Manden er sigtet for blandt andet blufærdighedskrænkelse.
Klokken 10 er en 20-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi på X.
Han er sigtet for en lang række forhold:
Vidnetrusler, blufærdighedskrænkelse og forsøg på ulovlig tvang af piger under 15 begået over de sociale medier.
Episoderne fandt sted sidste år, hvor den 20-årige via de sociale medier truede flere forskellige mindreårige piger med enten at tilsende eller senere hen offentliggøre nøgenbilleder af dem, hvis de ikke gjorde noget for ham.
Han er desuden sigtet for blufærdighedskrænkelse af en mindreårig ved at have skrevet seksuelt krænkende beskeder og for flere tilfælde af vidnetrusler, da han i forbindelse med en eventuel politianmeldelse af sagerne truede flere af de mindreårige piger med at begå vold og drab.
Østjyllands Politi har umiddelbart ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
Efter grundlovsforhøret blev den 20-årige varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi.