Politiet har bemærket indbrudstendens i Aarhus: »Det skal vi have ændret«
Hos Østjyllands Politi er man opmærksom på, at antallet af anmeldte indbrud i Aarhus er stigende, lyder det fra vicepolitiinspektør.
Indbrudsudviklingen i Aarhus Kommune går i den gale retning, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I 2023 blev der således anmeldt 1.397 indbrud i aarhusianske hjem mod 1.238 året forinden, hvilket er en stigning på 13 procent. En udvikling, som man også har bemærket inde på politigården i Aarhus, fortæller vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard til Din Avis Aarhus.
»Det kan jeg desværre bekræfte, og sådan har udviklingen faktisk været siden coronaårene. Vi er tilbage på et tal, som næsten er oppe på niveauet inden corona, og det skal vi have ændret. Vi ser selvfølgelig gerne, at antallet af indbrud falder, hvilket vi også arbejder på at sikre,« fortæller vicepolitiinspektøren og oplyser, at indbruddene fordeler sig bredt over hele kommunen:
»Når vi snakker Aarhus Kommune, ser vi ikke, at indbruddene rammer bestemte områder. Det sker typisk, at der er en bølge af indbrud i et område, og så rammer den et andet område bagefter.«
Skal fange tyvene
Selvom det aarhusianske indbrudstal i 2023 var det højeste i flere år, kan Østjyllands Politi fortsat glæde sig over, at der stadigvæk er godt 400 anmeldte indbrud op til 2018-tallet. Men Flemming Nørgaard mener dog stadigvæk, at der skal reageres på det nuværende niveau, så det ikke udvikler sig yderligere i en negativ retning.
»Derfor har vi flere forebyggende og operative initiativer, hvor vi er særligt opmærksom på de områder, hvor der er blevet begået indbrud. Og så efterforsker vi selvfølgelig også indbruddene for at finde frem til gerningsmændene,« fortæller vicepolitiinspektøren, som dog ikke har det fulde overblik over opklaringsprocenten.
»Men det er jo klart, at hvis vi opklarer flere indbrud, kan de gerningsmænd, der bliver fanget, ikke begå nye indbrud, hvilket så kan ses positivt i statistikken,« tilføjer han.
Flere ferieindbrud
Flemming Nørgaard har svært ved at pege på, hvad der er årsagen til den aktuelle stigning, men han har bemærket en tendens hos indbrudstyvene. Eller rettere sagt, så har han konstateret, at det samme ofte går igen hos de aarhusianere, som har haft indbrud.
»Her på det seneste har vi set, at de indbrud, der er blevet begået, er sket hos folk, som har været væk på ferie. Der er ingen tvivl om, at indbrudstyvene i øjeblikket især går og inspicerer de boliger, som virker forladte,« fortæller Flemming Nørgaard.
Han vil derfor gerne slå en ekstra tyk streg under den opfordring, som politiet altid kommer med i de perioder i løbet af året, hvor folk oftest rejser væk.
»Sørg for at hjemmet ikke ser ubeboet ud, imens man er væk på ferie. Lad en bil stå i carporten, lade lyset være tændt i stuen og sørg for, at naboer kan komme forbi, så det virker som om, at der er liv,« fortæller han.