Fortsæt til indhold

Otte måneder gammelt barn er afgået ved døden efter frontalulykke

Krimi
am/jyla

Et otte måneder gammelt barn er afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke i Hasselager den 15. februar.

Det oplyser Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.

Ulykken skete, da en bilist kørte frontalt ind i en bil, hvor barnet, en søskende og barnets mor befandt sig.

»Barnet er efterfølgende afgået ved døden som følge af sine skader fra sammenstødet. Sagen er fortsat under efterforskning, hvorefter der vil blive foretaget en juridisk vurdering med henblik på en eventuel tiltalerejsning, og vi har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt,« skriver Østjyllands Politi i et skriftligt svar til mediet.

Efter ulykken krævede anklagemyndigheden bilisten, som er en 19-årig mand, varetægtsfængslet.

Han er sigtet for hensynsløs kørsel og for at forvolde fare, har det tidligere været fremme.

Retten i Aarhus vurderede dog ikke, at der var et grundlag for at varetægtsfængsle manden.

Østjyllands Politi skriver til Århus Stiftstidende, at man fortsat efterforsker sagen, og at politiet på nuværende tidspunkt ikke har flere kommentarer.