Kvinde fra Hammel er i kritisk tilstand efter færdselsulykke
Ældre kvinde kørte frontalt ind i modkørende.
En 70-årig kvinde fra Hammel-området er kommet meget alvorligt til skade i en færdselsulykke.
Ulykken skete søndag 3. marts klokken 12.58 på Frijsenborgvej ved Skjød mellem Hammel og Hadsten.
Her kom den ældre kvinde kørende i bil i sydlig retning, da hun af ukendte årsager angiveligt trak over i den modsatte vognbane og kørte sammen med en modkørende bilist. De to biler ramte ind i hinandens forreste venstre hjørne, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen, og kvinden fik nogle alvorlige skader og blev kørt med ambulance til hospitalet i kritisk tilstand.
Politiet oplyser, at den 44-årige mandlige modkørende bilist havde forsøgt at undvige sammenstødet ved at trække ud til siden, men blev forhindret af et autoværn.
Den 44-årige mand, der ligeledes kommer fra Hammel-området, kom angiveligt ikke til skade ved ulykken.