Fortsæt til indhold

Aarhusiansk boligforening mistænker svindel: Finder falske fakturaer for 4,7 mio. kr.

Aarhus N-boligforening mener at have optrevlet en større bedragerisag. Undersøgelser peger på, at tidligere ledende medarbejder over flere år har trukket millionbeløb ud af vedligeholdelseskonti.

Krimi

Imens Østjyllands Politi er i fuld gang med at forberede retssagen mod tidligere medarbejdere i Østjysk Bolig, som er tiltalt for at svindle beboere for mindst 20 mio. kr., kan en ny sag være på vej.

For hos Boligforeningen 10. marts 1943, der administrerer over 1.300 lejligheder i Vejlby, Egå, Risskov, Trøjborg og Skæring, mistænker man, at en tidligere ledende medarbejder har stået bag svindel for ca. 4,7 mio. kr. i perioden 2018 til 2022.

Det fremgår af en redegørelse udsendt til den almene boligforenings 18 afdelinger, som avisen er kommet i besiddelse af.

Her oplyses det, at den påståede svindel er foregået ved, at den tidligere ledende medarbejder har trukket penge fra 11 afdelingers vedligeholdelseskonti og overført dem til ét bestemt firma, som ifølge fakturaer skulle have udført især kloak- og VVS-arbejde.

Arbejdet er bare aldrig blevet udført, har boligforeningen nu fundet ud af, og fakturaerne »fremstår fiktive«.

»Det er en på mange måder kedelig sag,« siger direktør i Boligforeningen 10 marts 1943, Bjarne Wissing.

»Det er en person, man har haft meget tæt på. Vi er jo en lille administration, så vi har været meget påvirket af, at man har haft tillid til en, som med stor sandsynlighed har stjålet beboernes penge lige for næsen af os.«

Underlige bilag

Boligforeningen 10. marts 1943 har fået bistand af en bedragerienhed hos revisionsfirmaet EY til at lave en tilbundsgående undersøgelse.

Den viser blandt andet, at ingen andre ansatte i boligforeningen eller varmemestre i de berørte boligafdelinger har været indblandet.

Derudover har man konstateret, at pengene er overført til det pågældende firma, men hvad der er sket derefter, og om pengene er endt i lommerne på den tidligere medarbejder, ved boligforeningen endnu ikke.

»Den foreløbige tilbagemelding går på, at pengene er gået til virksomheden,« siger Bjarne Wissing.

Sagen starter i oktober 2023, hvor direktøren og boligforeningen er i gang med at lave regnskab for en afdeling. I den forbindelse dukker der nogle bilag op, som de ikke kan få til at stemme med det arbejde, de mener er sket i afdelingen. Derefter ruller lavinen.

»Så begynder vi at grave dybere og kan se, at der er sammenfald ift. stort set alt arbejde, det firma har lavet for os. Vi kan ikke konstatere, at arbejdet er blevet udført,« fortæller direktøren.

Dernæst kigger man firmaet nærmere i sømmene og finder ud af, at det slet ikke har autorisation til at udføre det arbejde, det ifølge fakturaerne skulle have udført.

Boligforeningen er blevet frarådet at udtale sig om, hvilken virksomhed og hvilken medarbejder, der er tale om.

Oversigten viser de beløb, som man mener, at der er svindlet for i de enkelte boligafdelinger.

Små penge i stort budget

En opgørelse viser, at den påståede svindel begyndte i 2018 og beløb sig til ca. 500.000 kr. i det pågældende år. Efterfølgende stiger omfanget til en million kroner i 2019, cirka det samme i 2020, omtrent 800.000 kr. i 2021 og til sidst 1,3 mio. kr. i 2022, hvor den ledende medarbejder stopper i virksomheden.

Det fremgår også af opgørelsen, at særligt to af de 11 ramte boligafdelinger har været genstand for svindlen med vedligeholdelsespenge. Tranekærparken i Risskov og Vejlby Toften har over den fireårige periode mistet i alt 2,8 mio. kr., mens de resterende ni afdelinger tilsammen ifølge Boligforeningen 10. marts 1943 er blevet svindlet for 1,9 mio. kr..

Hvordan kan man lykkes med at svindle for så store beløb, uden at I opdager det undervejs?

»Det er rigtig mange penge, men det er jo sket over en længere periode. Vi har opstøvet omkring 120 enkeltsager, så der har været tale om forholdsvist små beløb fordelt over 11 afdelinger, som har hver deres konto. Og vi har et årligt driftsbudget på omkring 40 mio. kr., så sammenlagt er der blevet svindlet for 2,5 pct. af vores budget,« forklarer Bjarne Wissing.

Den 30. november 2023 valgte boligforeningen at gå til Østjyllands Politi, og Aarhus Kommunes tilsyn med almene boliger er løbende blevet orienteret.

Østjyllands Politi bekræfter anmeldelsen over for avisen og oplyser, at sagen fortsat efterforskes.