Fortsæt til indhold

Ung kvinde snuppet i kontrollen: Ville have peberspray med i fly

Politiet blev søndag morgen kaldt til Aarhus Airport.

Krimi
jro

Alle, der skal om bord et fly, skal gennem et større sikkerhedstjek. Sådan har det været længe.

Det har også været sådan længe, at våben og lignende ikke er tilladt på fly.

Det valgte en 22-årig kvinde søndag morgen at se stort på. Hun dukkede klokken 09.05 op i lufthavnen i Tirstrup - med en peberspray.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Her står der, at pebersprayen blev opdaget i sikkerhedskontrollen.

Siden den 1. februar 2021 har det været ulovligt at være i besiddelse af en peberspray, som i en forudgående lovændring – gældende fra den dato – blev ændret til fremover at blive vurderet som værende et våben.

Politiet blev tilkaldt, og den 22-årige kvinde blev sigtet for en overtrædelse af våbenloven.

Pebersprayen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.