Håndtryk i pirattaxa kostede ung mand dyrt
Endnu engang er en ung mand blevet snydt i en pirattaxa.
Natten til lørdag i tog en 21-årig mand en pirattaxa hjem fra det centrale Aarhus til sin bopæl i den vestlige del af byen – og det blev en dyr fornøjelse, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Da ’kunden’ nåede sin destination, gik der - angiveligt - koks i betalingen.
Det accepterede chaufføren - og kvitterede endda med at give hånd til kunden, da turen var overstået omkring klokken 6 om morgenen.
Den venlige gestus viste sig dog at være knap så flink.
Den unge mand opdagede senere, at han have fået stjålet både sin telefon og sit id fra jakkelommen, mens der fra hans konto var blevet lavet en bankoverførsel på en del tusinde kroner.
Opfordring fra politiet
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen søndag morgen klokken 08.50 og efterforsker sagen nærmere - og kommer samtidig med følgende opfordring:
Hold jer langt væk fra pirattaxaer.
Vi ser desværre alt for ofte, at særligt unge mennesker bliver snydt, svindlet og franarret store værdier, når de lader sig friste af et godt tilbud om et hurtigt lift hjem i de sene nattetimer.
Hvis du skal til en påskefrokost og vil indtage alkohol, er det en god idé på forhånd at have planlagt, hvordan du kommer hjem, så du ikke lader dig friste af en pirattaxa.
Det er desværre aldrig nogen god løsning.
Dyre lærepenge
Det kan også være en dyr fornøjelse at sidde på førersædet i en pirattaxa.
I januar blev en 37-årig mand idømt en bøde på 40.000 kroner for at have kørt pirattaxa i Aarhus’ natteliv.