Fortsæt til indhold

Øjenvidne: Flugtbilist kørte hasarderet inden påkørsel af cyklister

Begge cykler og den ene cyklist røg op i luften, og øjenvidnet hørte et brag og et skrig.

Krimi

Det var ikke bare en lille snitning, da to cyklister torsdag aften blev påkørt og kom til skade i en færdselsulykke på Frijsenborgvej ved Hammel. Det var en voldsom påkørsel, der ikke kunne efterlade nogen tvivl hos bilisten, der ikke standsede op, om at vedkommende havde ramt de to cyklister med stor kraft. Sådan lyder det fra Morten Guldborg, der kørte bag en hvid Tesla, der kørte bag den ældre grå Mercedes A180, der ramte cyklisterne.

»Lige efter Fuglsangvej kom der en modkørende, og så ser jeg to cykler ryge op i luften. Jeg kan også se den ene cyklist ryge op i luften, og jeg hører den ene skrige og et brag,« fortæller Morten Guldborg til Lokalavisen.

Lige inden ulykken havde føreren af den grå Mercedes kørt hasarderet i en blød kurve og trukket helt over i den modsatte side af vejen, inden han/hun trak tilbage i højre side af vejen og kom helt ud i gruset, så der hvirvlede sand op. Morten Guldborg oplyser endvidere, at de to cyklister havde kørt pænt lige efter hinanden helt ude i siden af vejen.

»Jeg standser og smider min bil midt på vejen for at stoppe trafikken, og jeg forventer, at Mercedes’en vil holde ind, men den fortsætter bare.«

Morten Guldborg hjalp den af cyklisterne, der så ud til at være kommet værst til skade.

»Jeg stabiliserer hans nakke og sikrer mig, han trækker vejret, og jeg får vækket ham, snakker med ham og beroliger ham. Den anden ligger i en hæk og beklager sig, men siger, han har det ok.«

Efter nogle få minutter ankommer der en læge, og der kommer flere ambulancer, patruljevogne og en indsatsleder.

»Det ærgrer mig, jeg ikke registrerer, bilisten flygter, og at jeg ikke får fulgt efter. Men på den anden side ved jeg også, at det rigtige er at standse og tilse dem,« siger Morten Guldborg og tilføjer:

»Jeg håber virkelig, man finder flugtbilisten. Jeg har et brændende ønske om, at personen bliver stillet til ansvar.«

Ifølge Morten Guldborg forsøgte politiet efterfølgende at få aktiveret kameraet i Teslaen for at kunne se optagelsen af påkørslen. Det er dog tilsyneladende ikke lykkedes, for det er endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til hverken bilen eller føreren af den ældre Mercedes.