Fortsæt til indhold

Politiinspektør forstår godt gisninger efter skuddrama - mener at få personer er sure på hinanden

Fællesrådsformand savner transparens i forhold til politiets arbejde.

Krimi

Flere skarpe skud blev natten til fredag 5. juli affyret mod en bygning på Damagervej i Viby i det sydlige Aarhus.

Ifølge politiinspektør hos Østjyllands Politi, Anders Uhrskov, tegner der sig et billede af, at skyderiet hænger sammen med en påsat brand på Gudrunsvej i Gellerup og et knivoverfald på Øster Allé i Viby.

De tre hændelser er sket inden for to uger og skal skyldes »uoverensstemmelser mellem en gruppe personer i det kriminelle miljø.«

I en sag, der ifølge politiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi ikke relaterer sig til de tre øvrige, blev en 25-årig mand om aftenen onsdag 27. juni dræbt med flere knivstik på en p-plads på Grøfthøjparken i Viby J.

Formand for Viby Fællesråd, Hans Peter Ploug Mehlsen, er betænkelig ved den aktuelle situation i Viby.

»Jeg har tidligere sagt, at Viby er et trygt område, og det vil jeg gerne stå ved, men min bekymring er større end tidligere. Hvis det her eskalerer, kan jeg godt frygte, at det kan skabe utryghed i nogle områder af Viby,« siger han.

Fællesrådsformanden forstår godt, at Østjyllands Politi ikke kan fortælle borgere alt, da politiet er i gang med en efterforskning, men Hans Peter Ploug Mehlsen savner ikke desto mindre mere gennemsigtighed i forhold til politiets arbejde.

»Vi borgere sidder tilbage og gisner om, hvad der sker. Der kan opstå rigtig mange anelser og myter om, hvad der foregår. Jeg synes, at vi borgere bliver lidt i stikken i forhold til, hvad politiet tænker er på spil,« siger han.

Mere både-og end enten-eller

Ifølge politiinspektør Anders Uhrskov er politiet netop nu i gang med massiv efterforskning.

»Jeg kan godt forstå, man kan stå tilbage med en masse undren og spørgsmål, og i særdeleshed for de borgere på Damagervej, der vågnede op til enten brag eller at politiet var massivt til stede. Vi vil gerne være så åbne, som vi kan, under hensyntagen til den efterforskning der i gang, og derfor er vi helt konkret kørt ud til Damagervej med vores mobile politistation,« siger han og fortsætter:

»Det gør vi blandt andet, så folk har mulighed for at snakke med os og stille os spørgsmål, og vi øger også markant vores tilstedeværelse i visse områder af Viby i weekenden.«

Sideløbende med den konkrete efterforskning arbejder Østjyllands Politi også på andre fronter, lyder det.

»Rent forebyggelsesmæssigt er vi i dialog med rigtig mange af vores samarbejdspartnere, herunder boligforeninger og Aarhus Kommune, for at genskabe trygheden i de områder, hvor der er et sket noget,« siger Anders Uhrskov.

Er hændelserne i den seneste tid et resultat af en konflikt mellem kriminelle grupperinger?

»Det kan man godt kalde det, men vi mener, det er en meget lille gruppe af personer, der har en uoverensstemmelse med hinanden. Forhåbentlig får vi nogen stillet til ansvar for den kriminalitet, de har lavet.«

Er uoverensstemmelsen relateret til salg af narkotika?

»Der kan være mange årsager til, at sådan noget her sker, og narko kan være en del af det, men det er nok ikke et enten-eller, det kan også være et både-og.«

Viby dækker, pointerer Hans Peter Ploug Mehlsen, geografisk over et meget stort område, ligesom bydelen er præget af stor diversitet. Det er derfor næppe alle i bydelen, der vil føle sig utrygge over et skyderi på Damagervej eller et knivoverfald på Øster Allé.

»Når der bliver skudt i et boligkvarter, er det klart, at nogle borgere bliver utrygge. Så kan det være, at folk der sidder i deres store, fine huse i andre kvarterer, kan være knapt så utrygge, og sådan er det jo i Viby,« siger han.

Avisen har været i kontakt med flere borgere, der bor i nærheden af henholdsvis Damagervej og Øster Alle. Ingen af dem ønsker dog at stå frem med navn af hensyn til egen sikkerhed.