Stefan gjorde vildt fund: Spottede pludselig fem storke på fodbold-golfbane
»Det kommer fuldstændigt bag på mig, og jeg bliver nærmest ramt af en slags ærefrygt,« lyder det fra heldig aarhusianer.
Stefan Lykkehøj Lund fik sig lidt af en overraskelse den anden dag.
Det skete en tidlig mandag morgen sidst i juni, da han var på vej ned for at åbne fodboldgolfbanen i Skejby omkring 7-tiden.
»Da jeg kommer lidt ned på banen, ser jeg en stork på en af forhindringerne. Det kommer fuldstændigt bag på mig, og jeg bliver nærmest ramt af en slags ærefrygt, som havde der siddet adskillige havørne dernede,« skriver han i en besked til avisen.
»Jeg tænker, jeg vil snige mig tættere på, da jeg ser endnu en sidde på fairway.«
»Da jeg kommer lidt tættere på, flyver de væk og op i den bagvedliggende mark, hvor jeg ser, der sidder to mere.«
Sammenlagt spotter han og en makker fem storke på fodboldgolfbanen i det nordlige Aarhus, og Stefan Lykkehøj Lund lykkedes sågar også med at få et par billeder af de store fugle, som han senere lægger op den lokale facebook-gruppe i Kasted.
Ikke så mange forundt
Til avisen bekræfter Knud Flensted, biolog hos Dansk Ornitologisk Forening, at fuglene, som Stefan Lykkehøj har fanget på billederne, er hvide storke.
»Det er jo ikke så mange, der lige får den oplevelse, kan man sige, fordi så mange steder sker det jo heller ikke, men det er heller ikke helt usædvanligt,« siger biologen om fundet i det nordlige Aarhus.
»Der er en del storke, der flyver rundt i små flokke på denne årstid, fra foråret og hen til sensommeren, og det er typisk unge storke, som ikke yngler endnu, men som bare turnerer lidt rundt for at se, om der måske er et sted, de kan yngle til næste år eller året efter,« siger Knud Flensted.
De sidste ti år, ser det lidt mere positivt ud. Men det er jo på en billig baggrund, og det er stadigvæk kun nogle ganske få par, vi harKnud Flensted, biolog ved Dansk Ornitologisk Forening.
At mange ikke får oplevelsen af at spotte den »dejlige flyver« skyldes bl.a., at bestanden har været på 200 år lang deroute, og fra 2008 og et par år frem var storken faktisk erklæret uddød herhjemme.
Men de seneste år har storken så småt fundet vej tilbage til Danmark, og sidste år blev tilmed det bedste storke-år i 35 år ifølge foreningen storkene.dk, som hjælper med at registrere bestanden herhjemme. Rekordåret 2023 bød på 12 storkepar.
»De sidste ti år, ser det lidt mere positivt ud. Men det er jo på en billig baggrund, og det er stadigvæk kun nogle ganske få par, vi har. For 200 år siden havde vi op mod 10.000 par, og derefter røg bestanden ned på cirka 1.000 par for 100 år siden - så populationen af storke herhjemme er dykket gevaldigt,« siger Knud Flensted, biolog ved Dansk Ornitologisk Forening.
Ikke kun i Sønderjylland
Tilbagegangen i storke-bestanden i Danmark de seneste 200 år, flugter ifølge biologen også med en tilbagegang i danske vådområder i samme periode.
Men er den nuværende fremgang så også et resultat af, at storkens foretrukne habitat, vådområder, er på vej frem igen? Det håber Knud Flensted i hvert fald på, er en af årsagerne.
»Fremgangen vi ser nu handler nok først og fremmest om, at der er kommet et overskud i bestanden syd for grænsen, altså fra Tyskland, og så er der nogle, der søger lidt længere nord på. Men så kan vi jo også håbe på, at det er et resultat af, at man nogle steder er begyndt at genskabe naturområder i lidt større udstrækning,« siger biologen.
Hos foreningen storkene.dk har man de senere år registreret, at Vestjylland og Djursland bl.a. også er kommet på landkortet over områder med storkereder, Sønderjylland er dog stadig kerneområdet for storken i Danmark
»Men vi kan se, at parrene stille og roligt spreder sig op gennem Jylland,« sagde Jess Frederiksen, formand for storkene.dk sidste år ifølge DR til Ritzau.