Knuste ruder og stjålne smykker: Politiet ser sammenhæng mellem indbrud
Der kan være tale om samme gerningspersoner i forbindelse med to indbrud i Skovby.
Der er gang i telefonen hos Sydøstjyllands Politi, der i løbet af sommeren jævnligt modtager anmeldelser om indbrud i villaer.
Torsdag var det igen tilfældet, og nu undersøger Sydøstjyllands Politi to indbrud i Skovby, som ifølge politikommisær Mads Højen fra Sydøstjyllands Politi minder meget om hinanden.
»Man har knust ruder begge steder, og vi ser et sammenfald i gerningstidspunktet, selvom tidsrummet er lidt stort. Vi ser også et sammenfald i tyvekosterne,« lyder det fra Mads Højen.
Begge steder mangler beboerne at danne sig det fulde overblik, men det formodes, at der i hvert fald er stjålet smykker fra villaerne.
Det ene indbrud skete i en villa på Smedevænget på et tidpunkt mellem lørdag 13. juli til torsdag 18. juli.
Det andet indbrud skete i en villa på Ejners Lykke på et tidspunkt fra fredag 5. juli til torsdag 18. juli.
»Vi forsøger at komme videre med indbruddene,« siger Mads Højen.