Fortsæt til indhold

Tragisk dødsulykke: Her er politiets foreløbige konklusion

Ved en ulykke kørte personbil og lastbil frontalt sammen. Den 52-årige fører af personbilen blev dræbt på stedet.

Krimi

På Vissingvej i Hadsten skete en alvorligt færdselsulykke tirsdag 16. juli klokken 8.15.

Her stødte en personbil og en lastbil frontalt sammen.

Nu melder politiet nærmere ud, om årsagen til ulykken:

»De indledende undersøgelser tyder på, at personbilen af uvisse årsager trak over i den modsatte vejbane,« oplyser Østjyllands Politi.

Den 42-årige lastbilchauffør forsøgte at undvige og kom herved ud i rabatten, hvorved lastbilen væltede.

Ifølge Østjyllands Brandvæsen endte både lastbil og personbil på en mark.

Ved ulykken blev den 52-årige fører af personbilen dræbt på stedet. Manden kommer fra Syddjurs Kommune, oplyser politiet.

Vissingvej var afspærret gennem længere tid. Foto: Presse-fotos.dk