Fortsæt til indhold

Mistænkt for voldtægt på Cypern: Nu skal 22-årig i retten

En 22-årig mand har været internationalt efterlyst cypriotiske myndigheder og blev anholdt af dansk politi torsdag morgen, skriver politiet.

Krimi
/Ritzau

En 22-årig mand fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Han mistænkes for at have begået en voldtægt på Cypern i 2022.

Det oplyser Østjyllands Politi i et opslag på X.

Manden var internationalt efterlyst af de cypriotiske myndigheder og blev anholdt af dansk politi torsdag morgen klokken 10:08, skriver politiet.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at der er tale om en dansk mand.

Manden fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, indtil han eventuelt kan udleveres til Cypern, skriver politiet.

Det betyder, at der fredag tages stilling til, om den 22-årige mand kan tilbageholdes, indtil retten har besluttet, om han kan blive udleveret til de cypriotiske myndigheder.

Hvornår det bliver besluttet, oplyses ikke.

I opslaget oplyser politiet yderligere, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre, men har ellers ikke yderligere kommentarer til sagen.