FOMO'en lever i bedste velgående
Frygten for at gå glip af noget lever i mange af os.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er så meget, vi mennesker kan frygte.
Jeg gør det selv. Frygter alt muligt.
Klimaet. Ufreden. Prepperkassen, der mangler at blive fyldt. Der er så meget, vi kan frygte. Store og vægtige ting. Små irriterende elementer. Og dér midt i det hele, der fylder frygten for at gå glip. Frygten for ikke at være en del af noget, det rigtige, det, de andre mødes om. Fear of missing out, kalder vi det. FOMO.
Og selvom der findes et væld af selvhjælpsbøger, kloge mennesker, der ønsker at hjælpe os med at huske at sige ”nej”, opmuntre os til at være villige til at ”gå glip”, så blomstrer FOMO’en alligevel i os og verden omkring, tror jeg.
Den lever i bedste velgående.
Det gør den i mine børn, i deres venner, i familien, i folk omkring mig. Det gør den i mig. I skrivende stund sidder jeg på min stol, fuglene synger, solen skinner, luften summer af insekter og af de der bittesmå edderkopper, der flyver rundt og sætter sig på solbrillerne, i håret, kravler og spinner tråde overalt – i virkeligheden ånder alt fred - alligevel rammer FOMO’en mig som en våd klud i ansigtet. Tanken om, at jeg ikke er dér i den anden ende af landet, hvor et familiemedlem har fået hue på. Visheden om, at folk er samlede uden mig. Jeg er der ikke. Jeg går glip.
Frygten for at gå glip minder os måske også om, at vi dermed ved, at der findes mennesker, steder og tidspunkter, der er eller kunne blive afgørende i vores og andres liv.
FOMO’en har fat i mig.
Og jeg ved det godt. Kan godt høre, at det er til at le og græde over på én og samme tid, ja, måske endda slå sig selv i hovedet med. For uanset, hvor hårdt FOMO’en rammer, så ved vi også, at vi ikke kan og skal alt – eller være en del af alt hele tiden, vi ved det, i hvert fald lige indtil vi scroller gennem FB eller Insta og ser, at venner skåler på terrassen. Andre børn mødes – måske endda uden vores egne, for ja FOMO’en lever i virkeligheden også i bedste velgående på vores børns vegne.
Selvfølgelig kan FOMO’en også noget.
Frygten for at gå glip minder os måske også om, at vi dermed ved, at der findes mennesker, steder og tidspunkter, der er eller kunne blive afgørende i vores og andres liv. Erkendelsen af, at der er mennesker, der betyder så meget for os, at vi ikke vil gå glip af dem og at være der med og for dem.
Alligevel har FOMO’en det med at rive og slide i os.
Måske fordi den piller ved noget af det allermest grundmenneskelige i os mennesker. Noget, vi alle har tilfælles - angsten for at blive efterladt.
Stå helt alene.
Blive forladt.
Være udenfor.
Ikke være en del af noget eller nogens fællesskab.
Som er vi alene.
Måske sidder frygten i os fra det øjeblik, vi glider ind i verden, og er med til at sikre vores overlevelse tidligt i livet. For hvis vi som ganske små nye mennesker bliver efterladt, ja, så overlever vi ikke. Man kan nok ikke ligefrem kalde spædbarnets gråd efter sin mors eller fars trygge favn for FOMO, men måske er det barnets frygt for at blive efterladt, følelsen af FOMO fører os tilbage til? Som er frygten for at gå glip livsafgørende.
FOMO’en lever i bedste velgående.
Og så er spørgsmålet, hvordan vi får den drevet væk? Kan man det? Lukke den ude, glemme den, denne FOMO, der har det med at true med at fortælle os, at vi er udeladt af fællesskabet… Er det overhovedet muligt?
Måske er det lige netop her, hvor der ligger en vægtig opgave på vores skuldre hver især – den, at vi må minde os selv og hinanden om, at vi står i det her krøllede liv sammen. Selv i følelsen af at frygte at gå glip. Selv når vi skuer ud over snapkortet og ser, at alle andre samles på samme sted dog uden os. Selv her i FOMO’en mødes vi. Der skal i virkeligheden ikke meget til, tror jeg, førend FOMO’en får svar på tiltale eller langsomt svinder ind til en ligegyldighed, måske ikke andet end et andet menneskes tilstedeværelse. Vores. Din og min. Eller et ord, et klap på skulderen, en kommentar, en påmindelse om, at vi står i det sammen. Og at nuvel lever FOMO’en i bedste velgående, men det gør vores omsorg for hinanden og hinandens sårbarheder også.