Fortsæt til indhold

Spark og forsøg på bid mod Smukfest-vagter

En 59-årig udenlandsk mand blev tirsdag fængslet i to uger under et grundlovsforhør efter en episode med vold mod vagter på Smukfest.

Krimi

Smukfest 2024 er så småt i gang, og der begynder at være godt med liv på de forskellige campingområder, som allerede er åbnet.

Mere bliver det dog ikke til for nogle festivalgæster, som allerede mandag fik klippet armbåndet.

Det drejer sig om tre mænd, hvoraf den ene mand sågar måtte en tur bag tremmer. Tirsdag eftermiddag blev en 59-årig udenlandsk mand med adresse i Spanien fængslet i to uger under et grundlovsforhør ved retten i Horsens. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på X.

Fængslingen sker på baggrund af en episode på festivalpladsen mandag eftermiddag, hvor to festivalvagter bad manden forlade stedet på grund af dårlig opførsel.

Kort efter klokken 15 blev den 59-årige mand anholdt og sigtet for vold mod to vagter på festivalpladsen. Ifølge Sydøstjyllands Politi sparkede manden en af vagterne over det ene knæ, ligesom han forsøgte at bide den anden vagt i fingeren.

»Manden fik klippet sit armbånd og sigtet for vold. Der er også oprettet en udlændingesag på grund af ulovligt ophold,« lyder det fra vicepolitikommissær Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Også to steder på campingområderne måtte gæster forlade festivalen allerede før musikken begynder. Politiet gav nemlig narkohunde lov til at gå på rov efter narko, og det gav pote. To steder blev der mandag over middag fundet henholdsvis hash og skunk. I det ene tilfælde havde en 21-årig mand fra Aalborg fem gram hash på sig, og i et andet tilfælde fandt narkohunde skunk i en taske i et telt.