Fuckfinger til politiet og endnu et døgn med mange p-afgifter
Endnu flere p-afgifter blev delt ud torsdag, og så er flere personer sigtet for at opføre sig fornærmende over for politiet.
Torsdag var et forholdsvis stille døgn rent politimæssigt, lyder det fra Sydøstjyllands Politi. Politiindsatsen i både midtbyen og på festivalpladsen gav dog alligevel anledning til nogle sigtelser.
En 31-årig mand skulle have holdt sine hænder i lommerne, for en fuckfinger til en forbipasserende patrulje gjorde ikke noget godt for manden, der endte med at blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på Horsensvej torsdag kl. 18.
Også en anden mand gav ikke meget for sit møde med politiet, der forsøger at finde festivalgæster med narko på sig. Det drejer sig om en 27-årig mand fra København, der opførte sig uacceptabelt over for politiet.
»Manden blev visiteret i forbindelse med lov om euforiserende stoffer, og det var han tydeligvis ikke helt tilfreds med. Han kaldte i hvert fald patruljen for ”fucking idioter”, og det skal vi selvfølgelig ikke finde os i,« lyder det fra vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Derfor blev den 27-årige mand sigtet for fornærmende tiltale over for politiet. Den yngre mand blev i øvrigt ikke fundet i besiddelse af narko, oplyser politiet.
Det gjorde til gengæld en stribe andre festivalgæster.
Narkohunden var i aktion på campingområdet ved Hotel Skanderborghus, hvor den blev opmærksom på en person, der gik væk fra en gruppe. Det drejer sig om en 51-årig mand fra Roskilde, somtorsdag eftermiddag havde ni kapsler med hver 0,05 gram MDMA i sig.
Også patruljen spottede nogle mænd med narko på sig på festivalpladsen. En 25-årig mand havde stoffer på sig, og det samme havde en 21-årig mand fra Hørnng. Her fandt patruljen 0,25 gram kokain.
Også en 30-årig mand fra København havde en lille pose med kokain på sig under mødet med en patrulje.
På Vrold Tværvej, mellem campingområderne, mødte en patrulje en 50-årig mand med hash på sig.
Ligesom indsaten med at finde narko på Smukfest, fortsætter indsatsen også med at udstede p-afgifter til de ulovligt parkerede biler. Torsdag blev det til 88 p-afgifter.
»Desværre følger borgerne ikke helt de mange fornuftige anvisninger og beskrivelser om parkering i midtbyen. Men vi fortsætter,« lyder det fra Finn Ellesgaard Nielsen.