Slog og sparkede 52-årig mand
Mand er mistænkt for at deltage i overfald og røveri mod en 52-årig mand.
En 28-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt og sigtet for et røveri, der blev begået natten til onsdag mod en 52-årig mand.
Den 28-årige er mistænkt for at have været med til at begå røveriet, hvor den 52-årige mand blev slået og sparket af to mænd og frarøvet elektronik.
Årsagen til røveriet menes at være en forudgående uoverensstemmelse mellem personerne.
Røveriet blev begået på en adresse i Favrskov Kommune i nærheden af Langå. Nogle timer senere fik politiet en anmeldelse om en stærkt udadreagerende mand, der gik rundt med en stor jernstang og slog på biler i Hammel.
Da politiet kom frem, viste manden sig at være den ene af de to mistænkte for røveriet ved Langå, så han blev anholdt og sigtet for det.
Senere på dagen blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.
Den 28-årige formodede medgerningsmand er blevet løsladt igen, da der efter politiets vurdering ikke er grundlag for en varetægtsfængsling.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.