Stod bag stort drama på banegården: Var på prøveløsladelse og sad med pistol i toget
Nu viser det sig han også er sigtet for overtrædelse af knivloven.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede i dag en 34-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han stod sigtet for overtrædelse af knivloven ved at have været i besiddelse af en kniv i et tog på banegården i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Det var tirsdag kl. 13.47, Østjyllands Politi rykkede talstærkt ud til Aarhus Banegård, efter man modtog en anmeldelse fra en togpassager, der havde set en mand sidde med en pistol stikkende op fra en taske.
Flere patruljer kørte derfor til banegården, og flere betjente blev ifølge TV2 Østjyllands reporter også set med skudsikre veste på stedet. Betjente, som senere kunne anholde den 34-årige mand i toget.
I hans taske fandt man både en luftpistol og en kniv, og det gjorde, at han blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for overtrædelse af knivloven.
Politiet oplyser, at den 34-årige har flere tidligere domme for overtrædelse af bl.a. knivloven, og er p.t. prøveløsladt. På den baggrund blev han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, hvilket manden også blev i fire uger.
Den 34-årige kærede dog kendelsen.