Flere brande i nat: Ikke meget tilbage af tre biler
Politiet mistænker, at brandene er påsatte.
Natten til torsdag rykkede politi og brandvæsen to gange ud til anmeldelser om bilbrande i Aarhus-området.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Første anmeldelse kom klokken 00.50. Her var to biler i brand på en parkeringsplads på Ladefogedvej i Aarhus N.
Bilerne udbrændte stort set helt.
Fyrre minutter senere blev Østjyllands Brandvæsen så kaldt til endnu en parkeringsplads - denne gang på Jettesvej i Brabrand.
Her var der ild i en bil, der også fik omfattende skader ved branden.
»I begge sager mistænker politiet, at branden kan være påsat, og der blev undersøgt for spor på stedet. Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om brandene,« skriver politiet.