Fortsæt til indhold

50 brandfolk kæmpede mod ilden: Nu venter flere timers efterslukning

Det lykkedes brandfolk at holde ilden væk fra selve butikken, da lageret hos SuperBrugsen i Galten torsdag formiddag brød i brand.

Krimi

Da flest brandfolk var med, kæmpede omkring 50 brandfolk mod ilden, da lageret hos SuperBrugsen i Galten stod i flammer.

»Vores mål var at holde ilden væk fra selve butikken - og det lykkedes. Så det er sindssygt godt,« lyder det fra operationschef Kent Winther fra Østjyllands Brandvæsen.

Han har hele torsdagen igennem siddet på posten som operationschef - og har løbende opdateret om brandens udvikling.

»Der er kraftig brand i Brugsen i Galten, og vi har flere styrker på vej derud. Vi har kaldt fem stationer derud nu med brandbiler, så vi har omkring 20 personer derude nu. Der er bygningskollaps i lageret lige nu på grund af branden. Vi sætter massivt ind på at holde branden der, så den ikke spreder sig til butikken,« sagde operationschefen en times tid efter anmeldelsen, som tikkede ind hos alarmcentralen klokken 10.55.

Ikke ret lang tid efter blev yderligere to stationer sendt af sted for at hjælpe.

I flere timer kæmpede brandfolkene intensivt mod flammerne, og operationschefen fortæller, at slukningen foregik udefra, fordi lageret kollapsede på grund af branden.

»Når vi har bygningskollaps, sender vi ikke røgdykkere ind – så slukker vi fra stiger og tag og den vej igennem,« fortæller Kent Winther.

I en længere periode torsdag kunne man på lang afstand se sort røg fra Galten, og klokken 13.20 skrev Sydøstjyllands Politi en opfordring på mediet X.

»Røgen fra branden er nu begyndt at slå ned øst for Søndergade i Galten. Borgere i området anmodes om ikke at søge ind i røgen, samt at lukke for døre, vinduer og ventilation. Hvis man oplever gener fra røgen, opfordres der til at man søger læge,« lød opfordringen fra Sydøstjyllands Politi.

Under kontrol

Ved 14-tiden var der så godt styr på branden, at man kunne sende flere styrker hjem efter en tiltrængt omgang mad og drikke.

»Det var en rigtig hård indsats for dem derude på grund af varmen fra branden og på grund af vejret,« fortæller operationschef Kent Winther, der i samme omgang fortalte, at der på det tidspunkt fortsat var tre stationer i gang med efterslukningen.

»Vi har bestilt en lastbilsgrab, fordi der stadig er en masse ildlommer inde i selve bygningen, som vi ikke kan komme ind til, fordi lageret er kollapset. Så vi er der i hvert fald i seks til otte timer endnu,« lød det fra operationschefen ved 14-tiden.

Der blev også sendt andre faggrupper til stedet som blandt andet elektrikere og miljøvagt.

Sydøstjyllands Politi havde ved deadline endnu ikke været ude med en årsag til branden, men ifølge Presse-fotos.dk skyldtes det en lastbil, der brød i brand i lageret.