Fortsæt til indhold

Nu melder politiet ud: Ejeren af mistænkelig bil er i fængsel

Ejeren af efterladt bil var allerede blevet anholdt, inden politiet modtog anmeldelsen om den mistænkelige bil.

Krimi

Onsdag 21. august klokken 07.45 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var efterladt en bil med en knust rude ved OK tanken ved Hollandsvej/Hammelvej i Hammel.

Det virkede mistænkeligt, og politiet sendte en patrulje afsted for at undersøge sagen. Et par timer senere kunne man se to betjente i gang med at undersøge bilen og tømme den. På jorden havde betjentene lagt en del tøj, en lampe og nøgler, og der blev også hevet et fjernsyn ud af bilen og medbragt i politibilen.

Østjyllands Politi kunne på daværende tidspunkt ikke sige yderligere om sagen, men Lokalavisen har nu fået svar på en række spørgsmål.

En og samme mand

Det viser sig, at bilens ejer er en 35-årig mand fra Hasle, der tidligere samme morgen var blevet anholdt på Voldbyvej i Hammel. Politiet modtog klokken 06.11 en anmeldelse om, manden gik rundt og opførte sig underligt og skabte utryghed ved at gå rundt med en stor jernstang og slå på biler.

Og hvis det ikke var nok, så viste den udadreagerende mand sig også at være identisk med en mand, der var mistænkt for at have deltaget i et røveri nogle timer forinden på en adresse i Langå-området i Favrskov Kommune.

Den efterladte bil blev tømt og undersøgt. Foto: CSJ

Her var den 35-årige mand angiveligt mødt op sammen med en medgerningsmand og havde overfaldet en 52-årig mand. Offeret blev slået og sparket flere gange, angiveligt på grund af nogle ”forudgående uoverensstemmelser”, som politiet udtrykte det.

Overfaldet skete onsdag 21. august ved 01-tiden, hvorefter de to gerningsmænd stjal nogle elektroniske genstande fra stedet, inden røveriet blev meldt til politiet.

Den 35-årige mand blev ved anholdelsen i Hammel derfor sigtet for røveri, og han blev senere på dagen fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

Formentlig tyvekoster

Østjyllands Politi oplyser endvidere, at tingene i den efterladte bil formodentlig er tyvekoster, men at det ikke er endelig klarlagt.

Dagen derpå, torsdag 22. august, anholdt politiet den formodede medgerningsmand til røveriet i Langå-området. Det var en 28-årig mand, der blev sigtet for at have deltaget i røveriet. Han blev dog løsladt igen, da der efter politiets vurdering ikke var grundlag for en varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der måtte ligge inde med oplysninger med relevans for sagen.