Fortsæt til indhold

Elev kom i skole på knallert, der kunne køre næsten 100 kilometer i timen

Ulovlig knallert kunne køre tre gange så hurtigt som tilladt.

Krimi

Færdselspolitiet var mandag morgen i sidste uge i Hammel for at kontrollere knallerter på de to folkeskoler i Hammel.

I alt fire knallerter, to på Søndervangskolen og to på Skovvangskolen, viste sig at være ulovlige, idet de alle kunne køre for stærkt. To af dem blev beslaglagt til nærmere undersøgelse, fordi de kunne køre meget hurtigere end de tilladte 30 kilometer i timen.

»Den ene af dem kunne løbe næsten 100 kilometer i timen og vil muligvis blive kategoriseret som en motorcykel, så den er vi glad for er kommet af vejen. Det er bekymrende, at de unge kan finde på at køre på knallerter, der kan køre så stærkt,« lyder meldingen fra Lokalpolitiet i Hammel, der var med til Færdselspolitiets kontrol på de lokale skoler.

»Vi synes, det var en fornuftig færdselsindsats, som forhåbentlig kan være med til at øge trafiksikkerheden. Det er nogle voldsomme hastigheder, der nogle gange køres med.«

De beslagte knallerter har størrre cylindre end lovligt, og efter undersøgelsen af knallerterne vil ulovlige dele blive skruet af og beslaglagt, før ejerne får dem tilbage.

Udover de fire knallerter, der på stedet blev målt til at kunne køre for stærkt, var der yderligere en knallert, som ikke var registreret. Alle knallerterne blev kørt af elever, der var på vej i skole, oplyser lokalpolitiet.