Fortsæt til indhold

Har du set noget? Tyve slog til mod flere biler i samme område

Foreløbigt har politiet fået 11 anmeldelser om tyveri fra personbiler i samme by.

Krimi

Mønsteret er det samme i en sag om tyveri fra biler i Skovby.

Bilerne har formentlig alle været ulåste.

»Vi har fået anmeldelser om en stribe af tyverier fra 11 personbiler i samme område i Skovby. 11 biler, som alle sammen ser ud til at have noget med hinanden at gøre,« lyder det fra vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi, der i samme omgang opfordrer bilejere til at huske at låse bilen.

»Så gør man det lidt vanskeligere for tyven.«

Der er stjålet solbriller, mindre kontantbeløb, pantflasker, computer og computertaske, et tankkort, et betalingskort, en registreringsattest, en pose med tøj, som blev smidt længere henne ad vejen. Det gjorde sig også gældende med en stjålet pung, som blev fundet af en nabo 200 meter fra forurettedes bopæl.

Det drejer sig om fire biler på Baastrup Lund, to biler i Skovbyparken, tre biler på Tycho Brahes Alle, en bil på Møllen og en bil på H. C. Ørsted Alle. De fleste er noteret til at være sket i løbet af natten til tirsdag, mens enkelte allerede kunne være sket fra mandag aften. Fælles for alle er dog, at gerningstidspunktet løber over natten til tirsdag.

Og det har fået politiets opmærksomhed.

I et af de anmeldte tilfælde har Sydøstjyllands Politi noteret det som et forsøg på tyveri fra en bil på Mølletoften kl. 01 natten til tirsdag.

Anmelder og hendes mand ser to mænd, som havde åbnet dørene på deres bil. Vi har ikke yderligere signalement, men det er noget af det, vi arbejder på i øjeblikket. De løber fra stedet, men lykkes ikke med at stjæle noget.
Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi

»Anmelder og hendes mand ser to mænd, som havde åbnet dørene på deres bil. Vi har ikke yderligere signalement, men det er noget af det, vi arbejder på i øjeblikket. De løber fra stedet, men lykkes ikke med at stjæle noget,« fortæller Finn Ellesgaard Nielsen.

I et andet tilfælde kan man via videoovervågning slå fast, at tyveriet skete kort før kl. 00.30.

»Mit klare gæt er, at det er det primære gerningstidspunkt omkring kl. 01 for alle de her tilfælde. Gerningstidspunktet kl. 01 falder ind under alle de andre længere gerningstidsrum,« lyder det fra politiet, der efterlyser vidner.

»Skulle der være nogen, der har set noget i Skovby omkring kl. 01, hører vi gerne fra dem. Hvis det er lykkes nogen at finde 11 ulåste biler, så har man nok haft fat i en del flere håndtag, kunne jeg forestille mig.«