Syrien-mor sigtet for at fremme Islamisk Stat og modtage våbentræning
27-årig kvinde, der torsdag blev evakueret fra syrisk fangelejr, sigtes for flere terrorbestemmelser.
Opdatering: Den 27-årige kvinde varetægtsfængsles i fire uger, skriver Ritzau.
En 27-årig kvinde, der torsdag blev evakueret med sit otteårige barn fra fangelejren al-Roj i Syrien, sigtes for at fremme terrororganisationen Islamisk Stat og modtage træning til at begå terrorhandlinger.
Det fremgår ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus fredag formiddag.
Kvinden sigtes for at have fremmet Islamisk Stat ved at have virket som husmor for personer, der var aktive i organisationen.
Hun sigtes også for at have ladet sig træne til at begå terror ved at modtage træning i våbenbrug.
Det er ifølge sigtelsen sket i løbet af 2014. Endelig sigtes kvinden for at være ulovligt indrejst til et konfliktområde.
Kvindens advokat oplyser, at hendes klient endnu ikke har taget stilling til sigtelsen.
Hun ønsker ikke at besvare spørgsmål under grundlovsforhøret, oplyser advokaten.
Anklagemyndigheden ønsker kvinden varetægtsfængslet, og det skal en dommer nu tage stilling til.