Fortsæt til indhold

Vildt Grand Theft Auto-røveri i Aarhus: Machete-bevæbnet mand tvang teenager ud af bil

25-årig mand er blevet anholdt i en sag om et usædvanligt røveri, der giver mindelser om spillet Grand Theft Auto.

Krimi
ddp

I det populære computerspil Grand Theft Auto kan du som kriminel, der hærger rundt i en by og går amok, hive sagesløse mennesker ud af deres bil og stjæle den.

Og dét, der udspillede sig i Viby i Aarhus onsdag eftermiddag, lyder nærmest som en scene ud af Grand Theft Auto.

Her blev en 18-årig mand nemlig pludselig opsøgt af en ubehagelig type, da han kom kørende i sin bil på Risdalvej.

Manden bar på en machete, kom hen til bilen og slog først på den med machete, hvorefter han tvang sig adgang til den via passagersædet.

Herefter overtog han bilen, stak af mod Viby Torv og efterlod den 18-årige uskadt.

Flere patruljer blev sendt til området, hvor den ene fik kontakt til den unge mand, mens signalementet af det stjålne køretøj og gerningsmanden blev delt med de øvrige patruljer.

I krydset mellem Viby Ringvej og Søren Frichs Vej spottede en patrulje bilen, og efter en kort jagt gik det galt i krydset mellem Rymarken og Hasle Centervej, hvor den machete-røveren kørte galt.

Her blev han anholdt med den fornødne magt, mens en ambulance blev tilkaldt for at køre ham til behandling på skadestuen.

Gerningsmanden på 25 år bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.

Foruden sigtelser for forsøg på røveri og ulovlig tvang er den 25-årige mand også sigtet for spiritus- og narkokørsel og besiddelse af kniv. Flere sigtelser kan ifølge Østjyllands Politi komme til i forbindelsen med mandens kørsel under flugten fra politiet.