Ung kvindelig løber skudt gentagne gange af midaldrende mand med farligt legetøjsvåben
Nu er han sigtet for grov vold.
Onsdag aften kl. 20.20 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 17-årig ung kvinde var blevet ramt af flere skud på benet, mens hun havde været ude for at løbe en tur på Urmagertoften i Højbjerg.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge anmeldelsen bestod skuddene, hun var blevet ramt af, af nogle små plast-kugler, og den 17-årige var derfor ikke kommet alvorligt til skade.
En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge forholdet nærmere, og på baggrund af et signalement af den formodede gerningsmand, som var blevet set i forbindelse med episoden, fik betjentene kort tid efter kontakt til en 63-årig mand, som boede i nærheden.
Den 63-årige mand blev under en efterfølgende ransagning af boligen fundet i besiddelse af en såkaldt softgun - et kopi-legetøjsvåben - med dertilhørende kugler, som svarede til dem, kvinden var blevet ramt på benet af – og han blev derfor sigtet for at have begået grov vold, oplyser politiet.
Softgun våben er underlagt våbenloven, og er bl.a. forbudt at sælge til personer under 18 år, og våbnene har også tidligere været skyld i øjenskader.