Se de vilde billeder: Efter et døgn brænder det stadig på gammelt gods
Flere stationer og mere end 20 mand kæmpede mod flammerne.
Mandag morgen klokken 8.36 gik alarmen hos Beredskab & Sikkerhed: Der var brand på Møllerup Gods ved Rønde.
»En lastbil var ved at læsse kunstgødning af,« sagde Carsten Pedersen, vagthavende operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, tidligere til Din Avis.
Her går der ild i noget halm under bilen, der spreder sig først til lastbilen og herefter til selve laden.
Derfor blev flere stationer kaldt til godset for at få styr på flammerne - flere end 20 brandfolk fra flere stationer - og det lykkedes at holde branden inde i laden og væk fra hovedbygningen, der ligger få hundrede meter væk.
Et døgn senere er der stadig aktivitet på godset, hvor der ifølge TV2 Østjylland er udformet et decideret vagtskema for fire brandmænd og en indsatsleder.
»Der er styr på situationen, så lige nu er opgaven at kontrollere, at halmen brænder ud og ned til en størrelse, hvor det er nemmere at håndtere,« siger operationschef Søren Møller.
Fare for nitrøse gasser
Hvis branden kom i kontakt med et lager af kunstgødning i laden, kunne det udløse såkaldte nitrøse gasser.
Gasserne kan virke irriterende i luftvejene og skabe vand i lungerne. Gasserne kan ifølge brandvæsenet være livsfarlige, hvis man kommer i direkte kontakt med røgsøjlen.
»Det er risici, vi gerne vil undgå,« sagde operationschef Carsten Pedersen mandag formiddag.
»Når gassen dannes, vil vi kunne se, at farven skifter på røgen og bliver kraftigt rødbrun,« sagde han.
Mandag omkring middag oplyste brandvæsenet, at der er målt forhøjede værdier af nitrat i en nærliggende bæk. Nitraten ventes at stamme fra kunstgødningen.
Det kan være vand, der er brugt i slukningen, der er løbet ned i bækken.
»Mit bedste bud er, at det vand, der er brugt i slukningen af branden og til at køle gødningen, er løbet ned i bækken,« siger Carsten Pedersen.
Flere hundrede år gammelt
Historisk har Møllerup Gods tråde til kongemordet på Erik Klipping i 1286.
Godset er kendt som Marsk Stig Hvides gamle borg. Han blev sammen med otte andre mænd kendt skyldig i kongemordet.
Møllerup Gods fungerer i dag som landbrugs-, jagt- og eventvirksomhed.
Der er i øjeblikket ingen tidshorisont for, hvornår indsatsen er overstået ved godset.