Fortsæt til indhold

Møllerup Gods: »Branden truede vores historiske bygninger«

Mandag var der brand på Møllerup Gods. Heldigvis kostede det kun en halmlade, men det kunne være gået meget værre.

Krimi

Mandag morgen udbrød der brand i en halmlade på Møllerup Gods ved Rønde, og det kunne være gået meget værre, hvis det ikke havde været for brandfolkenes store indsats, fortæller ejer Alexander Gamborg.

»Jeg kan huske, at jeg løb ind i den gamle, historiske kørelade ikke langt fra halmladen, mens branden stod på. Her stod brandfolk og sprøjtede vand på væggene, som øjeblikkeligt fordampede på grund af varmen fra ilden ikke langt derfra.«

Foto: Presse-fotos.dk.
Foto: Presse-fotos.dk.

Der gik det for alvor op for Alexander Gamborg, at branden kunne få store konsekvenser.

»Men det skete heldigvis ikke, og det kan vi takke beredskabet for. De sendte alt, hvad de havde af redningsmandskab fra hele Djursland og Aarhus Nord, og de gjorde et imponerende stykke arbejde. Det var dem, der sørgede for, at vores kulturhistoriske bygningsmasse ikke gik tabt.«

Han fortæller, at det selvfølgelig i sådan en situation altid først og fremmest handler om, at ingen kommer til skade, og det stod heldigvis hurtigt klart, at det ikke var tilfældet ved mandagens brand.

Men lige derefter var det bygningerne, det handlede om at beskytte.

Alexander Gamborg. Pressefoto

»De er jo uvurderlige, og køreladen, som jeg løb ind i, er fra 1684. Det er en uerstattelig kulturarv og en del af sjælen her på godset, lige som de andre bygninger fra gammel tid.«

Det var mandag morgen i sidste uge klokken 8.36, at alarmen gik hos Beredskab & Sikkerhed.

»En lastbil var ved at læsse kunstgødning af,« sagde Carsten Pedersen, vagthavende operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, samme dag til Din Avis.

Der gik ild i noget halm under bilen, der spredte sig. Først til lastbilen og herefter til selve laden.

Derfor blev flere stationer kaldt til godset for at få styr på flammerne.

Flere end 20 brandfolk fra flere stationer kom frem, og det lykkedes at holde branden inde i laden og væk fra hovedbygningen, der ligger få hundrede meter væk.

I flere dage var der brandfolk til stede på godset, og da Ebeltoft Folketidende torsdag eftermiddag talte med Alexander Gamborg, var der stadig brandfolk til stede for at holde øje med de aller sidste og sejlivede gløder, der stadig ulmede fire dage efter branden.

Ballet i asken?

Heldigvis var halmladen, bygget i 1990’erne, af det, Gamborg kalder absolut nul historisk værdi.

Nu starter et større samarbejde med godsets forsikringsselskab, vognmandens forsikringsselskab og skadeservice.

Og så skal der ryddes op, fortæller Alexander Gamborg.

»Vi har været i gang med at skære nogle af stålspærene væk, så de ikke ender med at ødelægge muren, der bærer fyrrummet ved siden af halmladen.«

Der er gødning, der skal sendes til destruering, og så skal lastbilen fjernes fra halmladen, når Brandteknisk Institut har fastslået, hvordan branden opstod.

Endelig skal resterne af hallen rives ned og genopføres, men måske et andet sted, end den tidligere stod.

»Vi overvejer at bygge en ny længere væk fra de gamle bygninger, så vi minimerer risikoen for, at en eventuel ny brand tager dem med i faldet.«

Alexander Gamborg fortæller, at branden ellers ikke umiddelbart har givet anledning til at lave om på brandsikkerheden på godset.

»Den har vi heldigvis rimelig styr på, for vi går den punktligt igennem hvert år og kigger på for eksempel brandslukkere, vandtilgang og så videre. Men den her oplevelse har selvfølgelig sat spor hos os og også vores medarbejdere, så det bruger vi lidt tid på at tale om.«

Til sommer vender Verdensballetten tilbage til Møllerup gods, efter at have været afholdt på Sostrup Slot i nogle år.

Verdensballetten vender tilbage til Møllerup i 2025. Korpset var der senest i 2019. Arkivfoto

Der er også andre arrangementer i kalenderen, som private bryllupsfester og ikke mindst Molbordets dag i marts, der plejer at tiltrække mere end 1000 besøgende, men branden får ingen betydning for nogen af begivenhederne, garanterer Gamborg.

»Heldigvis ikke. Vi glæder os meget, til igen at kunne viser Verdensballetten, og selvfølgelig også til alle de andre arrangementer, som Møllerup gods, og ikke mindst Køreladen, lægger rammerne til.«