Fortsæt til indhold

Knuste ruder og ridser: Omfattende hærværk på biler ved togstation

En lang række anmeldelser om hærværk på biler ved Skanderborg Station efterforskes af politiet. Videoovervågning skal hjælpe med opklaringen af det omfattende hærværk.

Krimi

En del biler er blevet udsat for hærværk, mens de var parkeret på parkeringspladsen ved Skanderborg Station, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

»Der er en lang stribe af forurettede – det er det, vi betegner som seriehærværk. Indtil videre har vi fået anmeldelser om 16 biler, der har været udsat for hærværk ved banegården i Skanderborg, men der kommer stadig anmeldelser ind. Bilerne er blevet ridset på sider og fronter, og tre biler har fået knust ruderne,« oplyser vicepolitiinspektøren.

Politiet er stadig i gang med gerningsstedsundersøgelserne og vil blandt andet gennemse videoer fra den del af parkeringspladsen ved stationen, som er kameraovervåget.

»Mange har holdt der i længere tid, så præcis hvornår hærværket er foregået, er stadig usikkert. Anmeldelserne kom på en stribe i går, så mit bedste bud er, at hærværket er foregået i weekenden,« siger Finn Ellesgaard Nielsen, der opfordrer alle, der har set noget usædvanligt ved stationen i Skanderborg, til at henvende sig til politiet på 114.

»Vi vil rigtig gerne høre fra folk, der har observeret noget,« understreger han.