Fortsæt til indhold

Strømafbrydelse og indbrud på hospital: Politiet har anholdt en mistænkt

Politiets efterforskning har allerede båret frugt.

Krimi
ceb

Tirsdag gik strømmen på en del af Regionshospitalet Randers - blandt andet på operationsgangen.

Natten til torsdag skete det igen. Og denne gang gik strømmen ikke kun. Aflåste døre blev sparket op, og flere skabe og personaleskabe blev brudt op.

»Heldigvis fik det ingen konsekvenser for patienterne på hospitalet, men sådan en strømafbrydelse kunne jo potentielt have været farlig for folk, der er indlagte eller i gang med at blive opereret. Derfor har vi prioriteret efterforskningen,« sagde vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i døgnrapporten.

Politiet skrev tidligere i dag torsdag, at de havde ”gode spor at gå efter i forhold til at finde frem til gerningsmanden”.

Noget tyder på, at det var en meget rammende udtalelse. For her cirka halvanden time senere har Østjyllands Politi nemlig meldt ud på X, at de har anholdt en 36-årig mand, der er mistænkt i sagen.

Manden skal nu afhøres, og så vil man vurdere, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.