Fortsæt til indhold

Demonstranter varslede blokering kæmpe centralt kryds i Aarhus

»Vi siger fra over for virksomhederne Terma og Maersk i Aarhus,« lyder det i pressemeddelelsen.

Krimi

Opdatering: Krydset er 11.30 blev spærret af demonstranter læs mere her

Demonstranter vil angiveligt blokere det store kryds på Randersvej ved Nordre Ringgade og Nobelparken i Aarhus omkring middagstid.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som avisen har modtaget.

Og afsenderne er de samme, som tilbage i september endte med at spærre trafikken ved containerhavnen i Aarhus.

Dengang blokerede cirka 30 aktivister for trafikken ved havnen, og aktionen var rettet mod de danske virksomheder Maersk og Terma, og det er også dem, som den forestående blokade er rettet imod denne gang.

»Vi blokerer krydset mellem Randersvej og Nordre Ringgade tirsdag d. 28/10 kl. 11:30.«

»Vi siger fra over for virksomhederne Terma og Maersk i Aarhus, som bidrager til Israels folkedrab i Gaza, samt Aarhus Universitet som samarbejder med Terma og israelske universiteter. Vi kræver, at politikerne i Aarhus Kommune tager ansvar og sanktionerer Maersk og Termas våbenleverancer, samt at Aarhus Kommune stopper samarbejdet med alle virksomheder, som bidrager til Israels krigsforbrydelser og den fortsatte ulovlige besættelse af Palæstina,« lyder det i pressemeddelelsen, som er sendt fra gruppen Mettes Børn.