Højesteret skal afgøre straffen for kunstigt overgrebsmateriale
En 30-årig mand fremstillede via AI 36.000 billeder af seksuel karakter med børn.
Hvad skal straffen være for - med kunstig intelligens - at producere tusindvis af billeder med børn i seksuelle situationer og derefter dele dem på nettet?
Det bliver et spørgsmål for Højesteret, som skal vurdere sagen mod en 30-årig mand.
For Procesbevillingsnævnet gav torsdag tilladelse til ekstraordinært at lade sagen komme for Højesteret.
Da Retten i Randers behandlede sagen i januar, lød dommen på fængsel i et år og tre måneder.
Senere skærpede Vestre Landsret straffen til et år og seks måneders fængsel.
Uanset, at billederne var fiktive, var der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, vurderede et flertal i landsretten.
»Selv om der er tale om AI-genereret materiale, så er der tale om et ganske stort antal billeder, hvor tiltalte har været hovedmand og tjent penge på udbredelse af billederne, der også har meget alvorlig karakter,« sagde specialanklager Emil Stenbygaard efter dommen.
Sagen er blevet omtalt som en af de første af sin slags.
Den 30-årige mand producerede materialet og solgte det herefter til et stort antal interesserede over hele verden.
Den unge randrusianer blev dømt for at have fremstillet 36.209 billeder af børn i seksuelle situationer.
Billederne blev derefter udbredt via en abonnementsordning, som indbragte manden 25.000 kroner.
Da manden var for Retten i Randers, forklarede han, at han ikke var klar over, at han havde gjort noget kriminelt, før politiet sparkede døren op til hans lejlighed og anholdt ham.
»Det kan godt være, det ligner et barn på billedet. Men hvis barnet ikke eksisterer i virkeligheden, synes jeg ikke rigtigt, der er et offer,« sagde han.
Højesteret skal nu finde en dato for behandlingen af sagen.