Udlover kæmpe dusør efter chok-tyveri – dronningen af sneakers har fået stjålet alle sine sko: »Mit hjerte er knust«
Nu udlover Sally Javadi en dusør på 100.000 kr. Men selve sko-samlingen vurderer hun har en værdi på næsten 2 mio. kr.
I 12 år har aarhusianske Sally Javadi købt og samlet på sneakers.
En passion, hun også begyndte at dele med resten af verden på Instagram for cirka 6 år siden – og som gør, at hendes profil Sally Sneakers i dag bliver fulgt af 344.000 mennesker fra hele kloden, som også deler hendes passion for sneakers.
Men onsdag kunne de mange følgere så med gru læse, at den store samling, som sneaker-dronningen har stablet sammen i årenes løb, nu pludselig er pistvæk.
»Alle mine sneakers er blevet stjålet fra mit opbevaringsdepot hos Boxit i Skejby, Aarhus,« skriver Sally Javadi til sine mange følgere på Instagram i et opslag på engelsk og tilføjer:
»Mit hjerte er knust.«
»Del venligst og hold øje, hvis der er nogen der sælger sko i størrelsen 36-38.«
Efterfølgende har hun lagt endnu et opslag op, hvor hun udlodder en dusør på 100.000 kroner til dem, der måtte sidde inde med information, der kan identificere tyvene.
»Jeg ved godt, at det lyder dumt at græde over noget materielt, men det er jo ikke bare sko for mig. Det er mit livsværk, mit hjertebarn, mit arbejde. Det er sko, der har enormt meget værdi. Nogle af dem er signeret af folk, som ikke lever længere. Det er sko, der betyder rigtig meget for mig, for det er jo det, jeg laver til hverdag,« har hun uddybende udtalt til Århus Stiftstidende.
Den sønderknuste sneaker-samler vurderer, at de mere end 250 par sko, der er blevet stjålet, løber op i en anslået værdi af næsten 2 mio. kroner. Og i samlingen er der blandt andet kendte mærker som Nike, Adidas, Asics, Salomon og New Balance.
Østjyllands Politi bekræfter til Din Avis, at man har modtaget en anmeldelse om indbrud på Boxits adresse i Skejby, men man ved ikke, hvornår indbruddet helt præcist er sket, da der er opgivet »et længere gerningstidsrum«, oplyser Østjyllands Politi.